Blinis med røget laks er en super nem og lækker forret eller snack. Blinis med laks passer helt perfekt til nytårsaften, hvor de enten kan serveres som snack til nytårstalen eller som en egentlig forret til nytår.
Blinis med laks
Blinis er en slags små mini pandekager, som kan toppes med forskelligt fyld. Her har jeg selv bagt dem, men man kan også købe dem færdigbagte mange steder, hvis forretten skal være ekstra nem og hurtig.
Man kan toppe de små pandekager med mange forskellige ting. Denne her kombination af blinis med laks, creme fraiche, rødløg og rogn er en rigtig klassiker, og så kræver den ikke, at du skal forberede en hel masse.
Prøv også disse opskrifter:
Laksetatar med æble og avokado | Lakseroulade med spinatbund og dildcreme | Tortilla wraps med spinat og røget laks
Du kan toppe dine blinispandekager med meget andet end røget laks, som jeg har brugt her. Det er næsten kun fantasien der sætter grænser. Jeg regner med, at jeg på et tidspunkt vil komme med flere gode bud på, hvordan de kan serveres.
Den originale opskrift fra Rusland er bagt med boghvedemel, men mine blinis er bagt uden boghvedemel, og jeg har heller ikke brugt en blinispande. Hvis du ønsker, de skal blive HELT runde, kan du købe en (reklamelink)blinispande (reklamelink), men det kan også sagtens lade sig gøre uden.
Blinis røget laks, creme fraiche, rogn og rødløg
Ingredienser
- 1,5 dl mælk
- 2,5 spsk creme fraiche, 18%
- 10 g gær
- ¼ tsk salt
- ¼ tsk sukker
- 100 g (reklamelink)hvedemel, skift gerne 50 g ud med boghvedemel - jeg kunne bare ikke finde det i butikkerne
- 1 æg - delt i hvide i blomme
- Smør eller olie til at stege i
Topping
- Creme fraiche 18 %
- Finthakket rødløg
- (reklamelink)Rogn, eller Caviart
- Dildkviste
- Røget laks
Sådan gør du
- Lun mælken i en gryde eller i mikrovnen.
- Hæld den i en skål og bland creme fraichen i.
- Rør gæren ud i den lunkne mælk/creme fraiche.
- Tilsæt salt og sukker og rør rundt.
- Tilsæt æggeblommen og melet (sigt det gerne i dejen), og rør til dejen er helt glat.
- Læg et viskestykke eller et låg på skålen og lad dejen stå i 45 minutter.
- Pisk æggehviden stiv og vend den forsigtigt i dejen.
- Opvarm en pande med lidt smør eller olie på.
- Med en spiseske lægges små klatter af dej på panden. Der skal bruges cirka 1 spsk dej til hver blinis.
- Lad de små blinis pandekager bage i 1-2 minutter på hver side.
- Lad dem køle let af før du topper dem med lidt creme fraiche, finthakket rødløg og røget laks eller rogn. Pynt til sidst med en lille kvist frisk dild.
Næringsindhold (OBS! Kun vejledende)
Tips til opskriften
- Blinis kan både bruges som en forret, men også som snacks. Blinis er også super velegnede at servere som en del af et tapas bord.
- Jeg bruger ikke selv en blinispande, men hvis du gerne vil have dem helt runde, kan du anskaffe dig en. Ofte gør jeg bare det, at jeg hælder dejen direkte ud fra skålen, og så får de stadig en fin, rund form.
- Prøv også de her andre blinis med stenbidderrogn.
- Hvis du mangler en mere sommerlig forret, så kan du prøve den her sommer forret med varmrøget laks.
💭 Spørgsmål og svar til opskriften
Ja, du kan godt bage dine blinis dagen før, de skal serveres, og så blot lune dem i ovnen på dagen. De vil dog altid lige være en smule bedre, når de er frisklavede på dagen.
Ja, du kan sagtens fryse resterende blinis ned til en anden gang.
Beregn cirka 3-4 blinis pr. person som forret.
Du kan sagtens lave dem uden en blinispande, men med panden vil du få helt runde små pandekager.
Blinis er små, runde, salte pandekager, som man kan spise med f.eks. laks på toppen.
Man kan købe blinis i langt de fleste supermarkeder. Du finder dem i køledisken.
Oprindeligt stammer blinis fra Rusland, men du kan efterhånden finde dem i mange lande.
Du kan putte mange forskellige ting på blinis. Jeg elsker selv blinis med laks, creme fraiche, rødløg og rogn på.
Man drikker ofte en god hvidvin til, men du kan også drikke noget andet til.
Hanne skriver
Skal blinis være lune når man pynter dem?
Louise Dam skriver
Hej Hanne
Ja, de er bedst hvis de er lune.
Hanne skriver
Kan blinis fryses
Louise Dam skriver
Ja, det kan de godt.
Øjvind skriver
En virkelig lækker forret, som vore gæster syntes rigtig godt om.
Claudia skriver
Hvor mange dage i forvejen kan man lave blinisene? :-D
Louise Dam skriver
Jeg ville max lave dem dagen før. Ellers bliver de tørre.
Frk. Mejer skriver
Jeg har lige akkurat lavet dem og jeg takker og bukker for en fantastisk opskrift, som er let og smager vidunderligt!
Louise Dam skriver
Dejligt at høre :-)
Nadia Kaplan skriver
der er simpelthen ikke noget mere lækkert end bilinis og især med lidt bobler til ;)
//www.neronoir.dk
Louise Dam skriver
Helt enig :-)
Emilie skriver
Ser helt perfekte ud!
Louise Dam skriver
Mange tak Emilie! :-)