De her super lækre bløde tacos er ret nemme at lave, og så kan man variere fyldet på utallige måder. Jeg er selv ret glad for at servere dem med noget kød der er pulled. Det kan f.eks. være pulled turkey, pulled chicken, pulled pork eller pulled duck. De her tacos er jo blot en slags pandekage eller tortilla, men i mini størrelse. De er hurtige at lave, men man kan også godt lave dem dagen før de skal bruges, hvis man nu skal lave tacos til mange mennesker. Så skal de blot opvarmes i mikroovnen.
I modsætning til de tacoskaller man købe og som man måske oftest har hørt som tacos. Så er de her bløde tacos altså så meget bedre, synes jeg. De er også en anelse nemmere at spise. Hvis man altså kan begrænse sig med fyldet, hvilket jeg sjældent kan :) Tacos kommer oprindeligt fra Mexico, og normalt bages de med majsmel istedet for hvedemel. Jeg kan dog godt lide den version med hvedemel, og det er nok også det de fleste lige har på lager i køkkenskuffen.
Inspiration til fyld
Prøv min opskrift på tacos med pulled turkey og hjemmelavet tomatsalsa eller min opskrift på tacos med pulled chicken og æblesalsa.
Hvis du blot vil freestyle tilbehøret så er nogle af mine yndlingstopping følgende:
Syltede rødløg
Avokado
Lime
Tomatsalsa
Cheddarost
Creme fraiche
.... og så selvfølgelig pulled turkey, pulled chicken, pulled pork eller pulled duck.
Bløde tacos
Ingredienser
- 300 g (reklamelink)hvedemel
- 1 tsk salt
- 50 g smør
- 1,5 dl varmt vand
Sådan gør du
- Smuldr mel, salt og smør sammen i en skål.
- Tilsæt vandet lidt af gangen og ælt dejen godt sammen. Dejen er klistret til at starte med.
- Ælt dejen med hænderne til den er sammenhængende og smidig. Det er ikke sikkert du skal bruge alt vandet.
- Lad gerne dejen hvile 15 minutter inden du ruller den ud. Så er den nemmere at arbejde med.
- Del derefter dejen i 12 og rul hver del ud til 12 tacos med en diameter på cirka 12 cm.
- Varm en pande op på middel-høj varme og bag de 12 tacos i cirka 1 minut på hver side. De skal gerne puffe lidt op inden du vender dem, og tage lidt farve.
Michelle skriver
Tusinde tak for opskrift. Det er skænt du både viser forståelige billeder og klip af fremgangsmåden. ❤️
Louise Dam skriver
Dejligt du kunne bruge opskriften og synes den er nem at gå til :-)
Dorthe skriver
Hej Louise
Har du prøvet at blande andet mel i, f.eks. noget fuldkorn? Jeg har tænkt på at prøve at gøre dem mere grove, men ved ikke om det er en mulighed.
Louise Dam skriver
Det har jeg ikke selv afprøvet. Men hvis man nøjes med måske at udskifte 25 % af melet tror jeg det fungerer fint.
Laura Jørgensen skriver
Mine blev virkelig tørre og hårde, og puffede slet ikke op... Hvad har jeg gjort forkert??
Louise Dam skriver
Øv, hvor ærgerligt! Umiddelbart vil jeg tro, at du ikke har haft nok varme på panden og så bliver de hurtigt bagt for lang tid.