Denne her lækre og sunde blomkålssauce er helt perfekt til som pastasauce i en lækker pastaret. Blomkålssaucen bliver lækker og cremet og smager faktisk ganske lidt af blomkål i forhold til at det er hovedingrediensen. Det er en super nem måde at få lidt ekstra grøntsager ind i hverdagen, og jeg er sikker på at der vil være mange børn der slet ikke opfatter, at de bliver proppet med blomkål når de spiser denne blomkålssauce :)
Saucen er særdeles egnet til pastaretter, og giver den helt rigtige cremede konsistens helt uden fløde. Men denne blomkålssauce kan også sagtens bruges som sauce til kartofler eller andet du ønsker sauce til. Måske kunne man endda tilsætte lidt muskatnød og bruge den som bechamelsauce i en lasagne? Blomkålssauce er ret nemt at lave, og du kan opbevare det der ikke spises med det samme i et rent glas i køleskabet i et par dage. Alternativt kan du fryse saucen ned.
Jeg brugte min blomkålssauce i denne lækre pastaret. Men det er kun fantasien der sætter grænser i forhold til hvad du vil bruge den til.
Blomkålssauce
Ingredienser
- 1 blomkålshoved
- 2 tern (reklamelink)grøntsagsbouillon
- 3 fed hvidløg
- 1 løg
- olie
- 1 dl mælk, gerne sødmælk
- 2 spsk smør
- 50 g parmesan
- salt og peber
Sådan gør du
- Skær blomkålen i mindre stykker.
- Fordel blomkålsstykkerne i en gryde med vand og tilsæt bouillonterningerne.
- Lad vandet komme i kog og lad det koge i 15-20 minutter eller indtil blomkålen er blevet helt mør.
- Imens blomkålen koger hakker du løget og presser hvidløget. Steg begge dele på en pande i lidt olie indtil løget er klar i farven.
- Hæld vandet fra de kogte blomkål.
- Hæld blomkålen i en foodprocessor og lad den køre indtil blomkålen er blevet til en fin puré.
- Tilsæt mælken og kør igen på foodprocessoren.
- Tilsæt løg, hvidløg og smør og kør foodprocessoren igen.
- Tilsæt til sidst parmesanen - enten revet eller i små stykker. Kør blomkålssaucen på foodprocessoren indtil den har en helt glat konsistens.
- Brug saucen med det samme, eller hæld den på et rent glas og opbevar det på køl i et par dage.
Sille Helene skriver
Det er helt ærligt den bedste sauce jeg har fået
Louise Dam skriver
Ej hvor skønt at høre!
Maja skriver
Der står ikke noget om hvor meget vand det skal bruges? :)
Louise Dam skriver
Du dækker bare blomkålen med vand :o)
Tanja skriver
Kan anbefales.
Udelader dog smøret.
Louise Dam skriver
Skønt du kunne bruge opskriften :o)
Birgittemus skriver
Nej for en laekker maade atlave pasta sauce paa. Og jeg ELSKER blomkaal!! Den bliver en klassiker.
Louise Dam skriver
Dejligt at høre! :o)
Restaurant Fredericia skriver
Hej Louise,
Den ser bare rigtig lækker ud den suppe du har fået lavet der. Så tak for det! :)
Louise Dam skriver
Det er nu en sauce og ikke en suppe :)