Jeg er ikke så vild med gammeldags æblekage, nok mest fordi jeg hverken kan lide makroner eller æblekagerasp. Men her er en opskrift som minder om en gammeldagsæblekage, men imellem lagene af æblegrød finder man istedet en super lækker hasselnødde krokant. Det er bare meget mere min smag. Jeg har valgt at anrette den i glas, så man kunne jo fristes til at kalde dem for en æbletrifli. De er ret dekorative og så smager de bare rigtig godt. Man kan vel godt sige at det er en slags nyfortolkning af den klassiske gammeldags æblekage. Hvis man ikke ønsker at portionsanrette, så er det ligeså fint at lave æblekagen i en skål eller lignende.
Gammeldags æblekage med hasselnødde krokant
Ingredienser
Æblegrød
- 5 æbler
- 50 g sukker
- ½ dl vand
- ½-1 (reklamelink)vaniljestang
Hasselnødde krokant
- 100 g (reklamelink)hasselnødder
- 50 g sukker
Derudover
- 3 dl piskefløde
Sådan gør du
- Æblerne skrælles, kernehuset fjernes og æblerne skæres i mindre stykker.
- I en gryde hældes vand, æblestykker, sukker og kornene fra vaniljestangen og de tomme vaniljestænger (se min guide til at skrabe kornene ud her). Sæt gryden på et varmt blus og lad det småkoge indtil æblerne er helt møre. Du skal muligvis bruge mere sukker, hvis dine æbler er sure. Smag grøden til.
- Sæt æblegrøden i køleskabet og lad den køle helt af.
- Hæld hasselnødderne i et ildfast fad og stil dem i en 200 grader varm ovn i cirka 10 minutter.
- Hæld nødderne i et helt rent viskestykke og gnub dem godt rundt til det meste af skallerne er røget af og der kun er de fine lyse hasselnødder tilbage.
- Hæld sukkeret på en pande og smelt det langsomt. Du skal ikke røre rundt i det undervejs. Lad sukkeret smelte helt og blive let gyldent. Hæld de afskallede hasselnødder på panden og vend dem rundt i sukkeret i 1-2 minutter. Hæld krokanten ud på et stykke bagepapir og lad den køle af.
- Når hasselnødde krokanten er blevet kold hakkes den i en minihakker eller en foodprocessor.
- Pisk fløden til flødeskum og kom den i en sprøjtepose, eventuelt med en tyl.
- Hæld også æblegrøden i en sprøjtepose.
- Nu skal æblekagen samles. Brug to store glas eller 4 mindre glas. Start med lidt æblegrød, så krokanten og til sidst flødeskum. Dette gentager du til du har de lag du vil have. Jeg lavede to af hvert lag og sluttede med lidt af hasselnødde krokanten på toppen. Server med det samme eller stil på køl til de skal serveres.
Noter
Næringsindhold (OBS! Kun vejledende)
Skrevet af: Louise Dam[show_post_categories show="tag"]Kategori: [show_post_categories show="category"]
Charlotte skriver
Hej Louise
Har lavet denne dessert flere gange og den er virkelig lækker... i krokanten kan man mon bruge mandler i stedet for hasselnødder?
Tak for en meget inspirerende side
Mvh Charlotte
Louise Dam skriver
Det tror jeg bestemt man kan :-)
Lis Frederiksen skriver
Hvor ser det lækkert ud.
Jeg vil lave denne som en del af en desserttallerken, med Citronfromage og et stykke chokoladekage, og derfor skal portionerne ikke være alt for store.
Mit første spørgsmål er så hvor store er dine glas, kunne jeg måske be' om et mål i deciliter og spørgsmål 2, hvor lang tid før kan jeg samle desserten.
På forhånd tak for hjælpen.
Louise Dam skriver
Jeg mener at disse glas er cirka 20 cl. Tror ikke man skal samle den i alt for god tid inden. Så er jeg bange for krokanten kan blive blød.
Rikke skriver
Hvor lang tid i forvejen kan man lave nøddekrokanten?
Louise Dam skriver
Den kan du sagtens lave flere dage i forvejen.
Madling skriver
Det ser meget lækkert ud Louise.
Jeg bryder mig heller ikke om makroner, men de hasselnødder der både lyder og ser mums ud. Det er da sådan, at en æblekage skal være ;-)
Kh. Mie
Louise Dam skriver
Tak Mie, hvis du heller ikke er til makroner så skal du helt sikkert prøve denne her opskrift!
Ellen skriver
Hej Louise
Dejlige billeder!
Det er skønt med sådan en klassisk dessert, der lige bliver serveret på en lidt mere moderne måde.
Håber det også bliver en klassikker for dig.
Louise Dam skriver
Den var i hvert fald super lækker! Mange tak for en dejlig opskrift :-)