En hjemmelavet burger med bacon, ost og karamelliserede løg er noget af det bedste jeg kan komme i tanke om.
Vi får ofte en god hjemmelavet burger herhjemme. Denne opskrift på burger er simpel, men helt vildt lækker og godt snasket!
I denne burger kommer der bøffer af oksekød i og ovenpå bøffen er der smeltet cheddarost. Derudover er det en burger med både bacon og karamelliserede løg. Hvis du ikke har smagt karamelliserede løg i din burger endnu, så skal du virkelig prøve det!
God fornøjelse med at lave hjemmelavede oksekødsburgere. Det er nemt og super lækkert og noget hele familien er vild med. Servér gerne de hjemmelavede burgere med pommes frites.
Hjemmelavet burger med bacon, ost og karamelliserede løg
Udstyr (reklamelink)
- (reklamelink)Pande
Ingredienser
- 4 brioche burgerboller, køb eller bag selv
- 500 g hakket oksekød 10-12 %
- 8 skiver bacon i skiver
- 1 portion karamelliserede løg
- 4 skiver cheddarost
- 2 tomater, i skiver
- salatmix
- mayonnaise, f.eks. Hellmanns eller hjemmelavet
- ketchup
- (reklamelink)sennep
- smør eller olie til stegning
- salt og peber
Sådan gør du
- Hvis du selv skal bage bollerne starter du med det.
- Sæt også dine karamelliserede løg over (brug denne opskrift) inden du går videre.
- Del oksekødet i 4 lige store dele og form dem til bøffer du trykker lidt flade.
- Steg baconskiverne sprøde på en tør pande. Vend dem undervejs og læg dem på et stykke køkkenrulle på en tallerken.
- Skyl tomaterne og skær dem i skiver.
- Skyl salaten og kør den gerne i en salatslynge så den når at tørre.
- Krydr dine burgerbøffer med salt og peber og steg dem på en varm pande i olie eller smør. Eller brug baconfedtet fra tidligere. Bøffen skal være helt gennemstegt og gerne med en lille stegeskorpe på ydersiden.
- Når burgerbøfferne er færdige lægger du en skive cheddarost på hver bøf så den kan smelte.
- Saml din burger ved at smøre bollerne med mayonnaise. Læg så lidt salat på underbollen, dernæst bøf med ost, 2 skiver bacon, lidt ketchup og sennep, et par skiver tomat og øverst en god portion karamelliserede løg og overbollen.
Næringsindhold (OBS! Kun vejledende)
Har du i stedet lyst til at prøve en vegetarisk burger, så har jeg selvfølgelig også en lækker opskrift på det.
Tips til opskriften
- For en variation kan du prøve at udskifte de karamelliserede løg med champignon i skiver som steges på en pande i smør med lidt salt, peber og chili.
- Prøv også at komme syltede rødløg i de hjemmelavede burgere i stedet for de karamelliserede løg.
- Hvis det skal gå stærkt en dag kan du sagtens købe et par gode burgerboller i stedet for at bage dem selv. Så er hjemmelavet burger nemlig super hurtig hverdagsmad.
- Du kan også bruge almindelige burgerboller i stedet for brioche boller til din burger. Det er en smagssag hvilken man bedst kan lide.
- Hvis du ikke er så vild med cheddarost, eller bare ikke lige kan få fat i det så kan du sagtens bruge en anden ost i stedet for.
- Servér dine hjemmelavede burgere med pommes frites eller kartofler i ovnen.
Kim skriver
Hold da op den ser god ud :-)