De her karamelliserede løg tager din hjemmelavede burger til helt nye højder! Løg er altså en fantastisk grøntsag, og skal jo bruges i rigtig mange opskrifter. Ligesom jeg er helt vild med syltede rødløg i min pulled duck burger, så er jeg også helt vild med disse løg i min burger.
En burger må gerne være lidt snasket, hvis du spørger mig. Det hjælper disse karamelliserede løg til at den bliver. Løgene bliver stegt bløde på en pande i olie og så kommer der balsamico og sukker på løgene, som giver en virkelig lækker smag med masser af dybde.
Faktisk er vi blevet så glade for disse lækre løg, at vi ikke kan lave en burger uden også at lave disse løg. Jeg er helt overbevist om, at når du også har lavet dem og smagt dem på din burger, så kan du heller ikke gå tilbage til en burger uden. Herunder får du i hvert fald opskriften på de lækre karamelliserede løg. Opskriften er super nem og kræver blot at man lige har liiiidt tålmodighed med løgene så de når at karamellisere på panden.
Karamelliserede løg
Udstyr (reklamelink)
- (reklamelink)Pande
Ingredienser
- 4 løg
- 2 spsk olie
- 2 spsk mørk balsamico
- 1 spsk sukker
- salt og peber
Sådan gør du
- Pil løgene og skær dem i halve og derefter i skiver.
- Opvarm olien på panden og steg løgene på panden ved middel varme indtil de begynder at blive gyldne. Det er her de karameliserer. Det tager cirka 10 minutter.
- Tilsæt dernæst balsamico, sukker, salt og peber og vend det hele godt rundt på panden.
- Smag løgene til og tilsæt evt. mere balsamico, sukker, salt og peber hvis de mangler.
- Servér de lækre karameliserede løg i din hjemmelavede burger.
Noter
Næringsindhold (OBS! Kun vejledende)
Inspiration til opskriften kommer herfra.
Ingredienser i burgeren på billedet
Hvis du bare synes, at burgeren på billedet er noget af det lækreste du længe har set, så får du lige en lille opsummering af hvad der er i den :-)
Jeg har brugt følgende:
Hjemmebagte briocheboller
Hakket oksekød formet til bøffer
Salatmix
Cheddar smelteost
Bacon i skiver
Tomat skåret i skiver
Ketchup og sennep
Og så selvfølgelig en god portion af de karamelliserede løg.
Hvad kan de karamelliserede løg ellers bruges til?
Prøv også at spise de karamelliserede løg som tilbehør til hakkebøffen i stedet for de traditionelle bløde løg. Derudover kan løgene også kommes ovenpå en hjemmelavet hotdog.
Anja Bak skriver
Hvor lang tid kan de holde og kan man spise dem kolde ?
Louise Dam skriver
Jeg synes de er bedst lune. Men du kan sagtens lave dem og have dem i køleskabet et par dage og så varme dem op når de skal bruges.