Her får du en nem og lækker opskrift på kartoffelrøsti med laks. Den lille hapser består af en kartoffelrøsti med varmrøget laks og så rygeostcreme på toppen. Det er en oplagt appetizer til nytår, som kan nydes som forret eller til Dronningens nytårstale med andre kanapeer.
Kartoffelrøsti med varmrøget laks
Denne kartoffelrøsti med varmrøget laks er blevet en af mine yndlings kanapeer. Den er nem at lave, og så smager den bare virkelig skønt. Den består af 3 dele: kartoffelrösti, rygeostcreme og varmrøget laks.
Du skal først rive bagekartofler, presse væsken ud af dem og så stege det på panden med æg, løg og krydderier. Det er ikke en proces, der er svær, men det tager nok 30 minutters tid at lave dem. På toppen af dem har jeg lavet en lækker rygeostcreme, der består af rygeost, creme fraiche og dild. Sammen med den lækre creme kommer jeg også varmrøget laks på.
Appetizer til nytår
Du kan spise dem året rundt, men de er særligt oplagte at servere som appetizer til nytår. Jeg har før serveret dem som forret, hvor man får 3-4 stykker på en lille tallerken. De kan også sagtens nydes under Dronningens Nytårstale, hvor man kan spise dem med en lille serviet under.
Vælger du at lave en kartoffelrøsti med laks til Dronningens Nytårstale, så kan du også lave andre kanapeer til. Det kunne eksempelvis være blinis med rogn og creme fraiche eller tortilla wraps med spinat og røget laks. Skal det være helt nemt, kan du sætte lidt saltmandler og nogle chips frem sammen med de andre kanapeer.
Kartoffelrøsti med varmrøget laks og rygeost
Ingredienser
- 400 g bagekartoffel, skrællet vægt
- 1 løg
- 1 æg
- salt
- peber
- olie, til stegning
Rygeostcreme
- 100 g rygeost
- 75 g creme fraiche 18 %
- 1 spsk dild, hakket
- salt
- peber
Topping
- 125 varmrøget laks
- 2 radiser
- purløg
Sådan gør du
- Skræl kartoflerne og riv dem på den grove side af rivejernet.
- Pil løget og riv også det på den grove side af rivejernet. Du kan også bruge en foodprocessor til at rive både kartofler og løg på.
- Kom de revne kartofler og løg i et rent viskestykke og pres så meget væske ud af som du kan.
- Kom de revne kartofler og løg i en skål og bland sammen med æg, salt og peber.
- Varm en pande op med lidt olie og steg små kartoffelrösti på panden. Form cirka 1 spsk af massen i hånden og tryk den flad på panden. Steg på begge sider indtil den er gyldenbrun og let sprød. Det tager cirka 10 minutter i alt.
- Rør en dressing sammen af rygeost, creme fraiche, hakket dild, peber (og evt. salt – smag på den først)
- Skær radiser i tynde skiver og hak purløg.
- Kom så lidt varmrøget laks oven på hver røsti, dernæst en klat dressing og pynt så med radiser og purløg.
Video
Tip til opskriften!
- Jeg bruger normalt varmrøget laks til denne her opskrift. Men du kan også sagtens bruge koldrøget laks.
- Her bruger jeg kartoffelrösti som et alternativ til blinis. Du kan dog sagtens bruge dette fyld ovenpå blinis i stedet for.
- De små kartoffelrøsti kan også toppes med stenbiderrogn.
💭 Spørgsmål og svar til opskriften
Ja, du kan sagtens forberede dine røsti dagen før og opbevare dem på køl. Rør også din rygeostcreme sammen dagen før. Lun dine kartoffelrøsti i ovnen og lad dem køle lidt af og kom så fyldet på inden servering.
Comments
No Comments