Kylling i fad med pikant ost, bacon og masser af grøntsager. Det er nem og hurtig hverdagsmad, og så smager det bare super godt!
Nem hverdagsmad er noget de fleste er fan er. Denne her kylling i fad med pikant ost er en af de nemme retter. Den er fyldt med god smag, og så er den også fyldt med masser af grøntsager.
Det er sådan en ret, der er perfekt at lave lidt ekstra af så man har til dagen efter. For så blev aftensmaden lige endnu nemmere!
I min opskrift på pikant kylling i fad har jeg tilsat porrer, broccoli og peberfrugt. Men du kan sagtens bruge andre grøntsager i stedet for.
Sovsen til retten bliver lavet af hakkede tomater, tomatpuré, flødeost med pikant smag og madlavningsfløde. Flødeosten er med til at give en cremet og lækker afrundet smag til sovsen. Hvis jeg har en rest af en flødeost vi ikke får brugt, så fryser jeg den faktisk ofte ned og bruger den i sammenkogte retter, koteletter i fad osv.
Har du lyst til at prøve min opskrift på pikant kylling i fad med grøntsager, så finder du opskriften lige herunder.
Kylling i fad med pikant ost
Ingredienser
- 75 g bacon i tern, eller i skiver, som du steger og så brækker ud i mindre stykker
- 600 g kyllingebryst
- 2 peberfrugter
- 1 broccoli, cirka 400 g med stok
- 3 porrer
- 3 tsk paprika
- 2 tsk timian
- 1 spsk tomatpuré
- 1 dåse (reklamelink)hakkede tomater
- 200 g flødeost pikant
- ½ liter madlavningsfløde
- salt
- peber
Serveres med
- kogte ris eller blomkålsris
Sådan gør du
- Start med at stege baconen sprød på en dyb pande.
- Imens skærer du kyllingen i strimler.
- Tag baconen af panden og kom den i et stort ovnfast fad.
- Steg kyllingestrimlerne i baconfedtet til det er brunet godt af på alle sider.
- Imens kyllingen steger klargøres grøntsagerne.
- Peberfrugt skæres i strimler, porrer skæres i skiver/ringe og broccoli i små buketter. Skær også stokken fra broccolien i små stykker.
- Tag kyllingen af panden og kom den op i fadet.
- Kom lidt olie på panden og kom alle grøntsagerne op panden og lad dem blive svitset godt i cirka 5 minutter.
- Kom grøntsagerne i fadet.
- Kom lidt olie på panden og svits paprika, timian og tomatpuréen på panden i 30 sekunder.
- Tilsæt så hakkede tomater, flødeost pikant, madlavningsfløde.
- Lad saucen stå og simre et par minutter. Smag den til og krydr med salt og peber efter behov.
- Hæld saucen over kød og grøntsager i fadet.
- Sæt fadet i ovnen ved 200 grader alm. ovn i cirka 20-30 minutter.
- Imens fadet er i ovnen koger du risene.
Video
Næringsindhold (OBS! Kun vejledende)
Tilbehør til kylling i fad
Jeg serverer ofte en god salat til retten. F.eks. en meget nem tomatsalat, som her på billedet og kogte ris eller blomkålsris. Prøv også at lave min opskrift på pastafad med kylling, der er nem og lækker. Eller min eksotiske kyllingegryde.
Spørgsmål og svar til opskriften
Ja, brug hvad du lige har til kylling i fad! F.eks. kan du udskifte porrer med løg eller rødløg, du kan bruge svampe, blomkål squash, aubergine. Det meste kan fungere i denne ret synes jeg.
Jeg plejer at bruge BUKO pikant flødeost - den fuldfede version.
Maria skriver
Jeg er altid i tvivl om jeg skal lægge “låg” på fadet under tilberedelse i ovnen?
Louise Dam skriver
Det plejer jeg ikke at gøre :-)
Amanda skriver
Tror du man kan bruge kokosmælk i stedet for madlavningsfløde? :)
Bh
Louise Dam skriver
Ja, det tror jeg helt bestemt du godt kan :-)
Peernille skriver
Kan man bruge andet end pikantost? Det ikke muligt at skaffe i Dubai 😄
Louise Dam skriver
Ja, jeg tænker andre typer flødeost eller en mascarpone måske?
Lotte skriver
Hej Louise.
Kan man. Lave det dagen før og så varme det op i oven?
Louise Dam skriver
Ja, det kan du sagtens! Det kan være der skal en lille smule mere væde i når det bliver opvarmet.