Her kan du finde min bedste opskrift på pad thai med rejer. Det er en simpel men meget smagfuld ret, der især er kendt fra det thailandske gadekøkken.
Pad Thai med rejer er en meget autentisk thailandsk ret. Man finder den på alle gadehjørner i Thailand til omkring 20 kr. Det er en meget simpel ret, der i hovedtræk består af nudler, rejer, æg og den særlige pad thai sauce, som er den sauce, der gør nudelretten til en pad thai. Retten findes også i andre varianter, som eksempelvis pad thai med kylling.
Varianten med rejer er dog den mest klassiske. Normalt vil man også tilsætte tofu i små tern til retten, men da jeg ikke er så begejstret for tofu, har jeg undladt det i min opskrift. Det kan du dog sagtens tilføje, hvis du har lyst.
Risnudlerne til pad thai, kina purløg, tamarind, palmesukker og søde tørrede radiser skal du nok i et thai supermarked for at finde. Kina purløg kan evt. udskiftes med forårsløg, hvis du ikke har mulighed for at få fat i dem.
Prøv også disse opskrifter:
Thai beef salad | Panang karry med kylling | Tom Kha Gai Suppe
Opskrift på pad thai
Denne her opskrift på pad thai er faktisk ikke så svær at lave, men hvis man ikke har arbejdet med det thailandske køkken, tager det måske lidt længere tid. Noget af det der tager længst tid er, når risnudlerne skal ligge i blød. De skal nemlig ligge i blød i små 30 minutter. Imens kan du gå i gang med at snitte og hakke de forskellige grøntsager.
Resten af opskriften er heldigvis meget ligetil, og den kræver kun, at du har en wok. Har du dog ikke en wok, kan en stor pande med en høj kant også gå an. Dog synes jeg selv, at det er nemmest at lave denne thailandske ret i en wok.
Pad Thai med rejer
Ingredienser
- 250 g rå tigerrejer, eller min 12 stk og gerne flere
- ½ pakke risnudler, 5 mm
- 80 g kina purløg, eller forårsløg
- 150 g bønnespirer
- 4 spsk søde tørrede kinaradiser
- 4 æg
- 1 fed hvidløg
- 1 lille rødløg, eller skalotteløg
- Olie til stegning
- Cirka 1 dl vand
Pad Thai sauce
- 6 spsk fiskesauce
- 6 spsk tamarindsauce
- 6 spsk (reklamelink)palmesukker
- 3 spsk chilisauce
Serveres med
- 1 lime i både
- Tørret hakket chili el. chilipulver
- 50 g saltede peanuts
- lidt bønnespirer og kina purløg
Sådan gør du
- Læg risnudlerne i blød i varmt vand i cirka 30 minutter.
- Rens rejerne. Fjern skallen, halen og tarmen, som sidder øverst på rejen. Skær et lille snit for at få den ud.
- Hak de søde tørrede radiser, løg, hvidløg og peanuts.
- Bland ingredienserne til saucen sammen i en lille gryde og kog op indtil sukkeret er opløst.
- Steg løg og hvidløg i en wok i lidt olie.
- Tilsæt rejerne og steg dem lidt, indtil de bliver lyserøde.
- Tilsæt radiserne.
- Dræn vandet fra risnudlerne og tilsæt dem og de cirka 1 dl vand lidt ad gangen. Sørg for hele tiden at vende rundt i nudlerne og skil dem ad. Hvis de klistrer for meget sammen, kan du tilsætte lidt mere olie.
- Tilsæt saucen, bland rundt og skub det hele over i siden af wokken.
- Pisk æggene sammen og hæld dem ud i wokken. Brug paletten til at røre i æggene, så de bliver som scrambled eggs.
- Bland sammen med resten og tilsæt bønnespirer og kina purløg.
- Anret på en tallerken med lime i både, hakkede peanuts og tørret chili/chilipulver.
Noter
Næringsindhold (OBS! Kun vejledende)
💭 Spørgsmål og svar til opskriften
Pad thai er en klassisk thailandsk ret, der består af nudler, rejer og æg samt den velkendte pad thai sauce. Det er selve saucen, der er med til at give retten den særlige smag.
Pad thai sauce, som man bruger for at give sin pad thai den velkendte smag. I min udgave bruger man fiskesauce, tamarindsauce, palmesukker og chilisauce.
Nogle steder kan man købe pad thai paste, som er krydderiblanding, som man blot skal tilsætte sin ret, så den får den klassiske smag af Thailand.
Ida jensen skriver
Hvor kan man få de tørre kinaradiser og Kina purløg? :)
Louise Dam skriver
Jeg køber det hos et asiatisk supermarked. Hvis du bor i en større by er der for det meste noget lignende.