Denne her dessert er en af de desserter man nemt kan lave klar dagen før man skal have gæster, den skal nemlig som minimum stå på køl i 6 timer. Det er en cheesecake med hvid chokolade og mascarponecreme, som anrettes i små glas og gør desserten rigtig fin at se på. På toppen kommer der den skønne syrlige passionsfrugt som passer rigtig godt til den lidt fede creme.
Prøv også disse opskrifter:
Cheesecake med hindbærgelé | Nem cheesecake i glas med brombær | Tiramisu i glas
Der er lige et par ting som du skal være opmærksom på når du laver opskriften:
1. Smelt chokoladen meget forsigtigt. (Ja, hvid chokolade kan godt få for meget varme så man (læs jeg) skal smide 400 g chokolade ud og starte forfra)
2. Flødecremen skal ikke piskes men blot røres sammen, ellers risikerer du at cremen bliver grynet.
3. Jeg fordelte kun cremen i 7 glas á 15 cl, men det nogle ret store portioner. Så jeg vil anbefale at man til denne opskrift deler den ud i minimum 8 glas.
Portionsanrettet cheesecake med hvid chokolade og passionsfrugt
Ingredienser
Bund
- 200 g (reklamelink)Digestive kiks
- 100 g smør
Fyld
- 400 g (reklamelink)hvid chokolade
- 3 dl piskefløde
- 250 g flødeost naturel, f.eks. Philadelphia 38%
- 250 g mascarpone
Pynt
- 6 passionsfrugter
Sådan gør du
- Knus kiksene - jeg puttede dem i en pose og knuste dem heri - der er muligvis en smartere metode.
- Smelt smørret og bland de knuste kiks med det smeltede smør.
- Fordel kikseblandingen i 8-10 glas, jeg brugte disse glas. Pres blandingen godt ned i glassene så den bliver fast. Sæt glassene på køl.
- Smelt forsigtigt den hvide chokolade over vandbad.
- Bland mascarpone, flødeost og fløde sammen i en skål til det er en ensartet masse.
- Tilsæt den smeltede hvide chokolade til flødeblandingen og rør til det er en ensartet creme.
- Fordel cremen i glassene ovenpå kiksebunden.
- Dæk glassene med husholdningsfilm og sæt dem i køleskabet i minimum 6 timer.
- Lige inden servering skærer du passionsfrugterne over og skraber frugtkødet ud med en teske. Fordel fyldet ligeligt ovenpå alle glassene.
Lene skriver
Hvor store glas har du brugt her ?
Louise Dam skriver
De er 15 cl :-)
Rikke skriver
Skal fløden være pisket inden det blandes sammen?
Louise Dam skriver
Nej, det skal den ikke.
Christina skriver
Kære Louise
Har lige opdaget din blog, hvor er din fin :)
Jeg vil gerne lave denne, som som hel kage, hvor stor kageform tænker du jeg skal bruge?
Kh Christina
@cmouyal (instagram)
Louise Dam skriver
Hej Christina
Jeg er ikke sikker på den kan holde formen som en hel kage desværre.
Thea skriver
Kan den laves til en stor kage? Eller kan den ikke holde sig stiv nok til det?
Louise Dam skriver
Det tror jeg ikke rigtig den bliver helt stiv nok til. Men jeg har ikke prøvet.
sarah skriver
Kan de laves aftenen før altså stå i 24 timer før servering?
Louise Dam skriver
Hej Sarah
Ja, det kan de sagtens :-)
Sille skriver
Hvor køber du din Mascarpone ost henne? Er det noget man kan købe i fx et supermarked?
Louise Dam skriver
Hej Sille
Jeg købte den blot i Netto. Jeg tror de fleste dagligvarebutikker har dem i deres sortiment. Den anden dag så jeg endda at Rema1000 havde en Mascarpone i et discountmærke.