Sarah Bernhardt kager er de skønneste små kager. Man laver en lækker chokoladecreme/chokoladetrøffel, som smøres på hjemmebagte makronbunde og de overtrækkes så med chokolade. Kagerne spiser man kolde, og de smager virkelig helt fantastisk.
Sarah Bernhardt kager spises gerne op til jul, men de kan spises hele året rundt. De er super gode at lave til gæster, da de nemt kan fryses ned og blot tages op af fryseren ½ time før de skal serveres. Det er virkelig nemt når man får gæster!
Læs også: Rocky road med kokosmarcipan, skumfiduser, mandler og ruby chokolade | Cornflakestoppe | Mozartkugler
De små Sarah Bernhardt kager kan med fordel serveres som en del af en lille kage- eller dessertbuffet. Ligesom de også egner sig virkelig godt som servering til en reception.
Herunder får du min opskrift på de skønneste Sarah Bernhardt kager.
Sarah Bernhardt kager
Ingredienser
Chokoladetrøffel
- 3 dl piskefløde
- 115 g (reklamelink)mørk chokolade, 55-70 %
Makroner
- 275 g (reklamelink)marcipan
- 1,5 dl sukker
- 2 æggehvider
Derudover
- 150 g (reklamelink)mørk chokolade, 55 – 70 %
Sådan gør du
Chokoladetrøffel
- Hæld fløde i en gryde og kog op.
- Bræk chokoladen i mindre stykker (medmindre du bruger knapper) og smelt den i den varme fløde.
- Kog blandingen ved svag varme i cirka 5 minutter imens du rører i gryden.
- Hæld blandingen i en skål og stil den på køl til den er stivnet (eller længere). Det tager cirka 4 timer.
Makroner
- Riv marcipanen groft på et rivejern.
- Bland den revne marcipan med sukker og æggehvider, og pisk til en luftig masse med en elpisker.
- Hæld enten din makronmasse i en sprøjtepose med tylle og sprøjt ud på en bageplade med bagepapir. Eller du kan sætte den med to teskeer i små klatter på bagepapiret.
- Fugt dine fingre med lidt vand og glat makronerne lidt ud.
- Lad dem stå på pladen i cirka 30 minutter ved stuetemperatur inden du bager dem i ovnen.
- Bag makronerne midt i ovnen ved 175 grader (alm. ovn) i cirka 15-20 minutter til de er svagt gyldne.
- Lad makronerne køle af på pladen, inden de flyttes over på en bagerist.
Samle kagerne
- Pisk den kolde chokoladetrøffel let op med en elpisker.
- Smør chokoladecremen ovenpå makronerne så massen danner en lille let spids top.
- Stil så kagerne koldt i minimum 15 minutter. Du kan eventuelt sætte dem i fryseren.
- Temperer din chokolade (eller brug overtrækschokolade, som blot skal smeltes).
- Dyp kagerne i den smeltede chokolade (kun chokoladedelen). Pynt eventuelt med frysetørrede bær eller lignende.
- Stil kagerne på køl og servér dem kolde.
Noter
Næringsindhold (OBS! Kun vejledende)
Sarah Bernhardt kagens historie
Sarah Bernhardt var en fransk skuespillerinde, som eftersigende tog danskerne med storm tilbage i 1911 og derfor blev der simpelthen lavet en kage, som blev opkaldt efter hende.
Stine skriver
Jeg har efterhånden brugt denne opskrift et par gange, og kagerne er bare SÅ lækre! Takker mange gange for en skøn opskrift. Disse er et hit til alle chokoladeelskere!! :-)
Louise Dam skriver
Det er jeg sørme glad for at høre. Jeg har selv kun fået lavet dem den ene gang, men der smagte de også bare himmelsk :-)