Der er fyldt med mad og restauranter i Japan – allevegne stort set. Især i de store byer kan du næsten ikke gå igennem en gade uden der ligger restauranter.
Hvis du ikke allerede har styr på det så skal du lære at spise med pinde inden du rejser til Japan. Alle retter spises med spisepinde, så hvis du ikke har nogenlunde styr på det får du ikke meget at spise. Selv morgenmaden spises med pinde :-) Spisepinde hedder forresten ’hashi’ på japansk.
Og husk derudover at man ikke giver drikkepenge i Japan. Her vil beskrive hvad du kan få af mad i Japan, og hermed hjælpe dig til hvad du skal spise i Japan.
Indhold
Sushi
Der er mere end 5.000 sushirestauranter bare i Tokyo, du finder dem faktisk på hvert eneste gadehjørne. Sushi er den japanske nationalret , og der er findes faktisk flere forskellige typer af sushirestauranter. Vær opmærksom på at japansk sushi ikke er helt som du kender den fra Danmark. I Japan har de stort set kun nigiri og ingen makiruller. Det er fordi makirullerne er en vestlig opfindelse, og de kommer derfor slet ikke fra Japan. Man kan godt finde få makiruller i Japan, men det ses sjældent, og der er tit i enorm størrelse Her er en beskrivelse af de forskellige typer sushirestauranter du kan støde på i Japan:
Running sushi
Running sushi er meget udbredt i Japan. Der er ofte en chip i tallerkenerne, som de så skanner når du er færdig med at spise. Forskellige tallerkener har forskellig pris. Du kan for det meste nemt bestille ekstra sushi som ikke lige er på båndet, så får du sushien helt frisk direkte fra sushikokken.
Bestilling på skærm
Det her er faktisk en ret sjov måde at bestille sin sushi på. Men sidder ved en skærm, hvor man kan vælge på menuen hvad man vil bestille. Klik på skærmen og bestil din sushi og efter kort tid kommer den farende på en lille vogn og stopper ud for din plads. Tag din tallerken med sushi og send den lille vogn tilbage til køkkenet. Her betaler du kun for de tallerkener du bestiller.
Kombineret running sushi og bestilling på skærm
Flere steder er de to ovenstående kombineret så der er running sushi og samtidig kan du bestille din sushi på en skærm, hvis der ikke er det på båndet du vil spise. Her er der så enten et ekstra bånd hvor bestillinger kommer flyvende ind, eller også kan de komme ind på det samme bånd og så står de ofte oven på en skål eller lignende så de er hævet over båndet. Skærmen vil sige til dig når den bestilte sushi er ved at være ved dig - husk kun at tage dem du selv har bestilt. Vi forstod det ikke helt første gang, så vi stjal vist nogle andres sushi :-) Her betaler du også blot for de tallerkener du har stående når du får regningen.
Kæder med running sushi/bestilling på skærm
Hvis du ligesom os skal køre roadtrip i Japan, så kan det være rart med nogle kæder, som man kender og man nemt kan køre forbi og spise frokost på. Det synes vi i hvert fald er rart når man er på farten. Vi har prøvet to kæder af restauranter som vi godt kan anbefale. Her er det en blanding af running sushi og hvor du bestiller på en skærm. Restauranterne er rigtig billige, og en tallerken med to stykker sushi koster kun 100 yen, som svarer til cirka 6 kr. Når vi spiste der lød regningen for det meste på mellem 1.500 og 2.000 yen, svarende til cirka 80-120 kr. for to personer. Så skal du ud på de japanske landeveje, så se om du ikke støder på enten HamaZushi eller Muten Kura Sushi.
Stående sushi
I Japan fungerer sushi som fastfood de fleste steder. Det er noget man kommer ind og spiser og så er man hurtigt ude igen. Bl.a. er der ’restauranter’, hvor du står op og spiser din sushi. Så det er virkelig blot et par hurtige sushihapsere, som du får direkte fra sushikokken, og du kan også stå og følge med i hvordan han laver din sushi.
Drive-in sushi
Når du kører på landevejene i Japan vil du højst sandsynligt opleve at man kan køre i drive in og hente sin sushi. De har det bl.a. hos HamaZushi nogle steder. Jeg havde joket lidt med det inden vi tog afsted og Kim mente bestemt ikke de havde drive in sushi – men det viste sig at det har det rent faktisk. Ret sjovt.
Ramen
Ramen er en slags nudelsuppe. For det meste serveret med noget svinekød ala flæskesteg på toppen og nogle grøntsager. Det er noget af det der bliver spist mest af i Japan, og du finder de må Ramen shops allevegne. De fleste steder bestiller du den variant af Ramen du ønsker på en maskine foran restauranten, du betaler også i maskinen og så kommer der en lille billet ud til dig. Den afleverer du inde i restauranten og så bliver din ramen lavet klar til dig på ingen tid. Du spiser ramen med spisepinde og en ske. Husk at slurpre når du spiser ramen, det er en hyldest til kokken. Ramen er meget billig, du giver cirka 40 kr. pr. person for en stor portion.
Soba noodles
Soba nudler eller Udon nudler kan serveres enten varme eller kolde. Hvis du vælger at få dem varme serveres de også i en suppe og minder en del om ramen. Her kan du dog vælge forskellige typer suppe f.eks. misosuppe og så kan du ofte få serveret f.eks. tempurarejer i skålen med suppe. Hvis du vælger at få serveret dine nudler kolde får du dem ved siden af og så har du en lille skål med noget dyppelse som du så dypper dine nudler i inden du spiser dem – det er specielt godt at spise når det er rigtig varmt i Japan. Her kan en nudelsuppe godt blive lidt for varm at spise, især midt på dagen.
Kushiage
Kushiage er en slags japansk fondue. Her vælger du nogle spyd med kød/fisk eller grøntsager og så har du en skål med tempuradej og en skål med pankorasp. Så dypper du først dit spyd i tempuradejen og dernæst i pankoraspen og så er der et hul i bordet med en frituregryde, hvor du steger dit spyd. Der er så forskellige saucer man kan dyppe i, samt forskelligt tilbehør. Det er bestemt sjovt at prøve, men bagefter har man fået nok af friture :-) Vi spiste det på en restaurant i Osaka, der hed Kushiya Monogatari.
NAGASHI SOMEN – FLOWING SOMEN NOODLES
Nagashi somen prøvede vi en enkelt gang imens vi var i Japan. Vi prøvede det på Hirobun i Kibune. Her får man nudler serverer igennem et bambusrør med vand i. Det gælder så om at fange sine nudler og dyppe dem i en soyasauce og spise dem inden der kommer en ny portion nudler kørende i røret. Det er perfekt at spise på rigtig varme sommerdage, da både nudler og sauce er kolde. Den sidste portion af nudler der sendes afsted er pink, så ved man at der ikke kommer mere mad til en, og man lader næste hold af sultne gæster komme til. Seancen tager cirka 10 minutter, og man skal mest gøre det for oplevelsens skyld og ikke for et gourmetmåltid – men det er virkelig en sjov oplevelse :-) Vi gav 1.300 yen, svarende til cirka 80 kr. pr. person.
’STREETFOOD’
Takoyaki
Især i Osaka-området vil du nok støde på at der bliver lavet takoyaki når du går rundt i gaderne. Ved første øjekast ligner de æbleskiver, da de er kuglerunde. Men det er faktisk ikke en dessert, men kugler af dej, som fyldes med ost og et stykke blæksprutte. På toppen kommer der en speciel sauce, japansk mayonnaise og tørret fisk. Når de tørrede fisk kommer oven på de helt varme takoyaki så begynder de at bevæge sig, så de ligner de er levende. Første gang vi fik det måtte vi derfor hen og spørge hvad det var der var ovenpå før vi turde spise det :-)
OKONOMIYAKI
Okonomiyaki er i tæt familie med takoyaki, men her er det i stedet lavet som en slags pandekage. Man blander en slags pandekagedej med grøntsager og f.eks. blæksprutte og rejer og det steges på en pande. Flere steder fås det på gaden, hvor de vikler pandekagen på en pind så den er nemmere at spise. På toppen kommer der en speciel sauce, japansk mayonnaise og tørrede fisk. Hvis du bestiller det på en restaurant, så er der ofte en stor pande i midten af bordet, hvor du så selv steger din okonomiyaki.
YAKISOBA
Yakisoba er stegte nudler med bønnespirer og svinekød eller kylling og så er det i en speciel sauce eller krydderiblanding. Du finder ofte yakisoba på gaden, også hvis der er sat små stande op ved forskellige attraktioner eller events. Det smager super godt, så prøv det endelig!
YAKITORI
Yakitori er faktisk bare grillspyd, du finder dem flere steder på gaden, men flere restauranter sælger også yakitoris. Bl.a. finder du en del små gadekøkkener, som sælger yakitori i Tokyo i ‘Piss Alley’ lige ved Shinjuki station. Yakitori findes med næsten alt slags kød, hvis du er sart med hvad du spiser, så husk at spørge hvilket kød der er på inden du bestiller. Du finder ofte yakatori med f.eks. tunge og lever.
Helle skriver
Min kollega har lige delt din madblogg hjemmeside, da hun har været i japan og vi tager dertil her over sommeren. Tak for gode tips og fotos.
Louise Dam skriver
Super dejligt du kunne bruge min inspiration til jeres rejse til Japan. Nyd ferien! Det er et fantastisk land! Du har set jeg har flere forskellige blogindlæg om Japan ikke?
Stefan skriver
Bare et lille tip hvis man savner at spise japansk:
Man kan købe et hav af specialvarer på denne hjemmeside: https://wakuwaku.dk/
Der er både forskellige japanske nudler, japansk mayo, okonomiyaki sauce, sake og meget meget mere :)
Henrik Krogh skriver
Efter at ha’ været i Japan, ved jeg, at vi skulle have læst din spændende intro! 😊
Louise Dam skriver
Hej Henrik, det var da ærgerligt I ikke nåede det inden. Håber I havde en dejlig tur!
Margit Rosenaa skriver
Orh! Går i spåner over hvor lækkert det ser ud!!! :s
Fantastisk